Tre fra Aalborg bad for min ryg.

Diskusprolaps helbredt   Livmoder helbredt    Sær helbredelse af bihulebetændelse

Tilbage

Mere eller mindre uhelbredelig - ikke for Gud !

Toppen af siden          Forsiden          SEND EN MAIL TIL MIG.

Hun vidste ikke, at jeg bad for hende.

Diskusprolaps helbredt   Livmoder helbredt    Sær helbredelse af bihulebetændelse

Jeg bad for mig selv - Overraskende virkning !

Diskusprolaps helbredt   Livmoder helbredt    Sær helbredelse af bihulebetændelse

  Bøgeskoven ved Storebæltsstranden.

Ved udgangen af 1988 blev jeg for anden gang ansat som håndværker på Holckenhavn Slot. Med i aftalen var fri bolig i Gartnerhuset i udkanten af parken, og alle ansatte måtte hente brænde i skoven til eget forbrug.

Jeg fik af skovridderen anvist nogle træer lidt inde i skoven, nær det sted ved stranden hvor dette billede er taget. Området var lavt med flere vandhuller og blød sumpet bund.

Jeg havde næsten fået alt mit brænde savet og kørt hjem. Jeg manglede kun et stykke af en stamme, som lå på kanten af et af vandhullerne. Påskelørdag ville jeg ordne det sidste, og der var fast grund så langt, at jeg kunne køre hen til kun ca. 30 meter fra stedet.

For at undgå at save ned i jorden plejede jeg at save halvt gennem stammen. Derefter vendte jeg den og savede fra den anden side

Men under vendingen skete katastrofen. Lige før stammen var rundt, gled min ene fod i den våde jord, og stammen rullede tilbage, så jeg tog hele vægte med det ene ben. Der skete noget voldsomt i min ryg, der gjorde, at jeg ikke kunne rejse mig op.

Selv om der kun var 30 meter hen til min bil, tog det ¾ time, før jeg kom derfra. Jeg kravlede hen til bilen med saven slæbende efter mig. Jeg prøvede at få saven op i bagagerummet, men måtte opgive. Så slæbte jeg mig om til siden og fik den skubbet ind bag ved førersædet. Og endelig fik jeg mig kantet op på sædet og kom hjem.

Smertehelvede - læge - kiropraktor.

Det blev starten på et smertehelvede med besøg hos læge og kiropraktor. Hos lægen var der en mistanke om en diskusprolaps mellem 4. og 5. lændehvirvel (ud fra symptomerne), og jeg fik en henvisning til røntgen.

Lægen gjorde mig klart, at hvis det var så slemt, som han frygtede, skulle jeg regne med operation (4 hvirvler spændt sammen med metalskinner). Og jeg skulle ikke regne med at komme til at arbejde igen.

Hos kiropraktoren blev der taget røntgenbilleder. Han konstaterede en kraftig trykning mellem 4. og 5. hvirvel, men ikke en fuldstændig prolaps.

Desuden var der en trykning mellem 2. og 3. hvirvel, som så ud til at kunne stamme fra en skade i de tidlige teenageår. (Som 12-årig faldt jeg ned under høstarbejde, og jeg har siden da haft to delvis følelsesløse tæer, så rigtigt set).

Jeg fik flere behandlinger hos kiropraktoren, men det virkede ikke. Det meste af tiden gik jeg let foroverbøjet. Hver gang jeg forsøgte at rette mig op, lød det i ryggen, som når man prøver at skære en rabarber over med en sløv kniv.

På skovarbejde i Holckenhavnskoven.

Problemer i mange år.

Det, plus at mit ene ben til sidst var dødt som et kunstigt ben, gjorde, at jeg til sidst var bange for at bevæge mig. Jeg fik kvalme og besvimelses-fornemmelse, når den lyd kom.

En dag kom nogle venner og spurgte, om jeg ville med på Kildegården i Ryslinge. Der var besøg af nogle, som bl.a. ville bede for syge.

Hen på aftenen blev det min tur til at blive bedt for. Jeg blev placeret på en stol, og så var der tre, som bad for mig. Da de var færdige, rejste jeg mig op og bukkede kraftigt bag over i ryggen. der var ingen smerter overhovedet, og ingen mærkelig lyd eller kvalme eller noget.

Jeg plejer at sige, at da jeg kom til Kildegården, kunne jeg næste ikke komme ud af bilen. Da jeg gik derfra kunne jeg næsten springe over den.

Jeg blev nu indkaldt til røntgen på hospitalet. Da jeg var ved lægen for at få resultatet, var han noget overrasket. Der var konstateret en trykning mellem 2. og 3. lændehvirvel, men de symptomer jeg havde beskrevet skulle tyde på en skade mellem 4. og 5. hvirvel.

Lægen var oven i købet henne og slå op i nogle bøger for at være helt sikke, og han rystede på hovedet og sagde, at han ikke kunne forstå det. Billederne havde tilsyneladende kun vist den gamle skade fra barndommen. Den ny skade mellem 4.og 5. hvirvel, som kiropraktoren havde set på sine billeder, var forsvundet i mellemtiden.

Jeg havde ikke lige mod til at fortælle lægen den rette sammenhæng. Men da jeg var ved kiropraktoren næste gang, sagde jeg, at jeg ikke skulle have flere behandlinger. At problemet var væk, og at det var ved bøn til Gud, at jeg var blevet helbredt.

Til det sagde han, at han måtte indrømme, at den slags ting skete.

Jeg havde kendt Lene i en del år. Hun havde det meste af sit liv døjet med problemer med sit underliv. Igen og igen havde hun haft underlivsbetændelser. Og i de senere år havde hun gang på gang været indlagt på snart det ene, snart det andet sygehus med stærke smerter. Jeg havde selv engang kørt hende til Horsens sygehus, da det var galt igen.

  Kolding Sygehus.

Nu var hun indlagt igen, denne gang på Kolding Sygehus. Jeg var der en fredag for at besøge hende, og det var ikke opmuntrende. Hun havde stærke smerter og fik en masse smertestillende medicin.

Lægerne sagde, at hendes underliv var fuldstændig ødelagt, af alle de gange hun havde haft betændelse. Det var ikke andet end arvæv. De kunne lige så godt fjerne livmoderen, for hun kunne aldrig få børn igen, så det kunne være lige meget. Selv sagde Lene, at de kunne gøre, hvad de ville. Hun var ligeglad.

Det vidste jeg bare, at det passede ikke. Hun var meget glad for børn. Hun havde to, men havde altid sagt, at hun gerne ville have fire børn. Så det var kun på grund af smerterne, at hun sagde sådan. Dybest set passede det ikke, at hun var lige glad.

Jeg havde en fornemmelse af, at det bare skulle være løgn. For jeg vidste, at hun ville blive meget ked af det bag efter. Ind i mellem døsede hun på grund af al den medicin, de havde fyldt hende med. Jeg besluttede at bede for hende, mens hun sov.

Jeg bad om, at hendes livmoder skulle blive som ny igen, så hun ikke skulle have problemer med den mere.

Om mandagen tog jeg på arbejde på Ørbæk Stålindustri som sædvanligt. Da klokken nærmede sig kl. 9:00, følte jeg mig sulten og tænkte, at det snart var frokost.

Lige pludselig kom jeg i tanke om, at det jo var her til morgen, at Lene skulle opereres. Og så begyndte jeg at gå og småle og at smile for mig selv. Jeg forestillede mig lægernes ansigter, når de åbnede op. Når de så, at livmoderen slet ikke fejlede noget. Og jeg tænkte, at jeg ville ønske, at jeg var der, så jeg kunne se det..

Og jeg syntes, at det i grunden var synd for Lene, at hun skulle opereres, når det nu slet ikke var nødvendigt,

Jeg var selvfølgelig noget spændt på at høre, hvordan det var gået. Jeg kunne ikke komme i kontakt med Lene sådan lige med det samme, så jeg gik i spænding noget tid.

Da jeg kom til at tale med hende, ville jeg selvfølgelig have at vide, hvordan det var gået, og hun svarede:

"Lægerne forstod ingen ting. Det, de fandt, svarede slet ikke til det, som de forventede i følge deres undersøgelser og journaler fra andre sygehuse. Livmoder så ud som livmoderen hos en sund og rask 16 års pige, som aldrig havde født børn".

For at fuldende historien, så fødte Lene endnu en søn godt et år efter "operationen".

  Værkstedet hvor jeg gik og godtede mig ved tanken om, at lægerne ville blive forbavset, når de opererede.

Så kom dagen for operationen !

Tilbage