Kort efter færgen Estonia's forlis i Østersøen var der et interview med en overlevende dansker. Han fortalte bl.a. at han havde ligget i en flåde og forsøgt at holde en gammel mand oppe, men måtte til sidst opgive og manden var forsvundet i vandet.

Han fortalte, at den gamle mand hele tiden lå og sagde: "Jesus, frels mig. Jesus, frels mig". Danskeren sagde ikke noget, men det virkede lige som om, at han tænkte, at det hjalp jo alligevel ikke noget. Han blev jo ikke frelst.

Troen   Opvæksten   Min Vej   Mødet   Født på ny   Født på ny oplevelser   Frelseren   Frelsesvished

Jesus spørger: "Hvem siger I, at jeg er ?"

Toppen af siden          Forsiden          SEND EN MAIL TIL MIG.

  Færgen Estonia.

Estonia's forlis i Østersøen den 28. september 1994.

Det var en af de ting, som gik igen i mange øjenvidneskildringer fra forliset. At der overalt på færgen lød råbet: "Jesus, frels mig. Jesus frels mig". Lige i begyndelsen bed jeg ikke særlig mærke i dette, men så hørte jeg en beretning, der fik mig til at tænke: Nå, derfor!

Vil du frelse mange mennesker ?

En flok unge mennesker fra en bibelskole i Sverige havde været på en tur i Estland for at missionere. På vej hjem skulle de overnatte i Tallinn, før de tog færgen tilbage.

Om morgenen var der under morgenmaden en ung pige, som rejste sig og sagde: "Jeg tager ikke med færgen hjem, fordi jeg har haft en drøm i nat, hvor Jesus talte til mig.

Han sagde, at færgen vil gå med i nat, men sagde han, du skal ikke dø, fordi din mor har brug for dig. Derfor skal du ikke sejle med".

Lidt tøvende var der en ung mand, som rejste sig og sagde: "Jeg har også haft en drøm i nat, hvor Jesus talte til mig. Han sagde, at færgen vil gå ned i nat og mange mennesker vil dø.

Så spurgte han mig, om jeg var villig til at tage

med på turen. Han sagde, at jeg ville dø, men til gengæld ville jeg komme til at frelse flere mennesker i nat, end jeg ville komme til at gøre hele resten af mit liv, hvis jeg ikke tog med. Var jeg villig til det?

Det sagde jeg ja til i drømmen, for jeg troede bare, at det var en prøve på, om jeg var villig til at følge Jesus uanset omkostningerne. Men nu ved jeg, at det er alvor, og jeg har besluttet, at jeg tager med".

Og han blev ikke alene. For de fleste af gruppen besluttede at gøre ham følgeskab, vel vidende at det betød, at de sandsynligvis ville dø.

Så derfor lød råbet, "Jesus, frels mig. Jesus, frels mig", over hele skibet, i de sidste minutter før det sank. De unge bibelskoleelever havde brugt tiden på at fortælle budskabet om, at Jesus frelser.

Titanic's forlis i Atlanterhavet 15. april 1912.

  Titanic med kurs mod New York.

Jeg læste for en del år siden en helsides artikel i en avis om Titanic's forlis. I det ene hjørne af siden var der en beretning om en af de overlevende. Overskriften på beretningen var: "Jeg var den sidste, som blev frelst på grund af pastor John Harper".

For nogle år siden blev storfilmen "Titanic" set af rigtig mange mennesker. I filmen ser man en præst, som går rundt og forsøger at opmuntre mennesker. Han forsøger at være med til at bevare roen. Han er med til at hjælpe kvinder og børn i redningsbådene.

Han er kort sagt billedet på, hvad man normalt betragter som en god kristen. Én som hjælper sine medmennesker. Én som gør gode gerninger. Men det var faktisk ikke det, som virkelighedens præst, John Harper, brugte tiden til, indtil Titanic forsvandt i bølgerne.

Men fordi menneskerne bag filmen ikke har forstået baggrunden for hans handlinger, så har de beskrevet ham på denne måde.

Vigtigere end alt andet - vigtigere end selv sit eget liv !

Hvem var han? John Harper, der var enkemand, var sammen med sin 6-årige datter Nina om bord på det skæbnesvangre skib. Han kom fra Glasgow, hvor han som ung var præst i Paisley Baptist Church. Han var nu pastor ved Walworth Road Baptist Church i London, men var på vej til et kald ved Moody Church i Chicago.

John Harper var kendt for sin hellige livsførelse, sin nidkærhed i tjenesten og sin dybe nød for ufrelste sjæle (mennesker, som ikke er født på ny). Han var af den slags, som brugte hele nætter i bøn for mennesker, der ikke kendte Gud.

Ombord på Titanic var stemningen let og glad. Samtalerne var, efter Harpers mening, overfladiske og fyldt med intetsigende skæmt, hvorfor han ved mange lejligheder vidnede for passagerne og inderligt bad dem om at give deres liv til Kristus.

Da katastrofen indtraf, deltog Harper i redningsarbejdet, men den brændende nød i hans hjerte gjaldt ikke alene den overhængende fare for alle disse menneskers liv, men også det faktum, at mange af dem skulle gå deres død i møde, uden at de havde gjort deres liv op med Gud. Hans store og ægte hengivenhed for sjælenes tilstand kom til udtryk, når man over folkemængdens angstskrig kunne høre hans tydelige råb: "Lad kvinder, børn og ufrelste komme i redningsbådene!"

Harper fik sin datter i en af redningsbådene, og hun overlevede forliset. Harper gav sin redningsvest til en, som ingen havde, og beseglede derved sin egen dødsdom. Snart lå han på et stykke vraggods i det kolde vand. Efter manges mening måtte dette nok være enden, men Harper var ikke den, der så let gav op, og han havde endnu nogle få minutter tilbage af sit liv.

  Titanic går under.

Fire år efter forliset rejste en ung skotte sig op under et møde i Hamilton, Canada. Han var en overlevende fra Titanic, og han fortalte sin historie om, hvordan han var blevet reddet og samtidig havde givet sit liv til Jesus: Han berettede: "Da jeg flød alene på et stykke vraggods den frygtelige nat, bragte bølgerne John Harper fra Glasgow hen til mig. "Unge mand" sagde han; "Er du frelst?" "Nej, det er jeg ikke!" svarede jeg. Han sagde: "Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst!"

Havet bar ham væk, men underligt nok, bragte det ham tilbage igen lidt senere. Han spurgte mig: "Er du frelst nu?" Jeg sagde: "Nej, det kan jeg ikke sige, at jeg er" Igen sagde han: "Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst!" Et øjeblik efter var han væk. Der, alene i natten, og med 2 miles vand under mig, kom jeg til tro. Jeg var den sidste, som blev frelst på grund af pastor John Harper".

Gud tænker anderledes end mennesker !

  Pastor John Harper og datteren Nina.

Gud kunne godt have forhindret disse katastrofer og mange andre ulykker, som sker rundt omkring i verden. Men han gør det ikke, fordi han har givet mennesker deres frie vilje.

Han forhindrer ikke en kaptajn i at sejle med stor fart gennem et farvand med store isbjerge. Han stopper ikke en galning i at anbringe en sprængladning på bovporten af en færge, som det er antydet i forbindelse med Estonia's forlis.

Han forhindre kort sagt ikke mennesker i at være sådan over for hinanden, at det betyder død, ulykke og elendighed.

For Gud er der én ting, som har en langt større betydning, end at mennesker har et langt og et lykkeligt liv.

Ikke at Gud er ligeglad. Nej, langt fra. Jeg har lært Gud at kende som én, der ønsker alt godt for sine børn ("Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb:")

For at vi kan forstå lidt af Guds tankegang, er det nødvendigt at se lidt på, hvorfor Jesus kom til Jorden. Det almindelige billede af Jesus er, at han var en mand, der gik rundt og gjorde godt. At hans opgave var at vise os, hvordan vi skulle behandle hinanden. Hvordan vi skulle være gode og kærlige og tage os af hinanden.

Det gjorde han også. Men det var ikke det, som var ham mest magtpåliggende. Det var at bane vej for at mennesker kunne blive frelst og ikke gå fortabt.

("Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle, til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid.")

Det er det, som er Guds absolutte førsteprioritet: Menneskers frelse. Derfor behøver ordene "en fremtid og et håb" ikke betyde lykke og et langt liv her på jorden. Det kan lige så vel betyde et evigt liv sammen med Gud efter døden.

Gud bruger sine sendebud !

Så Gud ser katastroferne komme, men han forhindre dem ikke. I stedet for arbejder han af al kraft på at have sine "medarbejdere", der hvor der sker noget, som han ved koster mennesker livet.

Mennesker, som vi ser på Estonia og på Titanic, som giver andre muligheden for at komme til tro. For at tage imod Jesus som deres frelser. For at blive født på ny. For at kende sandheden. For at blive frelst. Alle disse udtryk har den samme mening. At et menneske har fået den tro, som er adgangsbilletten til det evige liv.

Igen og igen hører jeg mennesker sige, at det kan ikke passe, at Gud er en god Gud, når han lader alle disse ulykker ske. Men det passer ikke, at han bare lader dem ske. Han løser det bare på sin egen måde. Ikke ved at frelse dem fra ulykken, men ved at frelse dem til det evige liv.

Jesus Kristus, Frelseren selv, siger: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø."

Troen   Opvæksten   Min Vej   Mødet   Født på ny   Født på ny oplevelser   Frelseren   Frelsesvished